Nyheder
13 september 2018

Sådan kom BEC i gang med devops i skyen

Bankdirektivet PSD2, der kræver at banker og finansinstitutioner åbner forretningen for andre spillere, har sat gang i bankverden.

Bankdirektivet PSD2, der kræver at banker og finansinstitutioner åbner forretningen for andre spillere, har sat gang i bankverden.

Hos BEC, som hjælper finansvirksomheder med it, er direktivet simpelthen lig med 200 til 300 mikrotjenester.

Per Jensen er Product Owner Operation Distributed Platform hos BEC. Illustration: Tania Andersen

»Man kan se PSD2 som en byrde eller en forretningsmulighed,« fortæller Per Jensen, som er Product Owner Operation Distributed Platform hos firmaet.

Han fortalte om rejsen fra mainframe til devops i skyen på Red Hat Forum, der blev afholdt i København for nylig.

BEC skifter i denne tid, som mange andre, fra vandfalds-model til agil udvikling. Men det kunne infrastrukturen ikke håndtere:

»Hvis vi er agile, kommer der pludselig mange teams med mange forespørgsler til de hold, der tidligere stod for infrastrukturen. Med de løsninger vi havde, var vi ikke gearet til at kunne servicere vores kunder hurtigt nok,« uddyber Per Jensen efterfølgende til Version2.

Fra mainframe til devops-shop

Ambitionen er, at BEC skal være en ‘devops-shop,’ som han udtrykker det. Firmaet har stadig sine to mainframes, som det er standard i bankverdenen, og de bliver stående hvor de står. Men BEC har mange andre funktioner, og her er devops, containere og sky det rigtige valg.

Automatisering og ‘self-service’ er vigtigt, så medarbejderne selv kan starte projekterne op. Der var tale om en ydmyg start, for BEC vidste ikke så meget om sagerne. Men for Per Jensen er sagen klar: BEC må ændre sig og tilegne sig devops- og Paas-verdenen.

Firmaet lavede en liste med krav, som leverandøren af infrastruktur skulle leve op til. Det skulle som nævnt handle om afvikling i skyen. Et kritisk punkt var, hvor nemt den valgte infrastruktur kunne implementeres hos sky-tjenesteudbyderen. Det skulle også være nogen, der var etableret i Danmark og som havde centrale byggeklodser med i porteføljen, såsom databaser med videre. Prisen var heller ikke ligegyldig. Det blev Red Hat, der løb af med sejren.

Nu har BEC været i sving med den nye teknologi i et års tid. I den mellemliggende periode har udviklere og andet godtfolk måtte tage en tur på skolebænken og have kurser i containerdrift og Kubernetes.

Sammen med leverandøren kørte BEC et pilotprojekt, som kom i produktion på blot otte uger. Der blev gjort en del erfaringer under piloten. Blandt andet blev storage-delen skiftet fra simpel NFS til Red Hats produkt Gluster, og det betød, at holdet måtte tilbage og bede om flere penge.

Det har taget noget tid at lære produktet at kende. BEC havde ikke nogen ambition om at være sin egen storage-administrator, men nu er kompetencen altså i eget hus.

Der har været nogle lærepenge i forløbet. Hvis for eksempel hypervisoren bliver forvirret, kan Gluster få det svært og ende med at gå i 'self-heal mode,' der paradoksalt nok ender i den rene elendighed. Brug SCSI-id’er på storage-noderne, lyder det indforståede råd.

Svært at vende en supertanker

Efter et år med devops og containere i skyen kan BEC gøre erfaringerne op. BEC har monolitter, der skal brydes op til mikrotjenester. Det er et stort arbejde, men det minimerer risici på den lange bane.

Udviklingsarbejdet går nu meget hurtigere, på grund af den agile tilgang. Det er som tidligere nævnt især vigtigt, at det er nemt at starte nye miljøer op. Udrulning er nu simpel og strømlinet. Men opgradering af Red Hats Open Shift-software er dog ikke så nemt – især ikke offline. Det skulle dog være nemmere online, men den mulighed er BEC ikke så glad for. Det skal også være nemt og konsistent at skabe nye VM’er, så det skal sky-tjenesteudbyderen kunne levere.

Self-service er som sagt meget vigtigt, betoner Per Jensen. Det skal være nemt at skabe sine egne projekter. Man skal ikke have fat i tre teams for at starte et nyt projekt. Og holdene må selv finde ud af hvad der er galt, når tingene ikke spiller.

For BEC er der stadig tale om en transformationsproces. Lige nu er rollerne på holdende stadig delt op i udviklere og driftere, men på længere sigt vil de udvikle sig til 'rigtige' devops-hold, hvor funktionerne ikke er så klart splittet op. Lige nu er det en privat sky, der lægger ryg til driften, men i fremtiden kunne visse tjenester godt køre på Azure eller Amazon, mener Per Jensen.

Læs mere >>

FacebookTwitterLinkedinMailPrint

Også interessant

Arrangør
  
Partner